Open Water svømning i Roskilde Fjord

Klik her for tilmelding til holdet

Open Water er for alle, der har lyst og mod på at svømme i det fri – motionister, konkurrencesvømmere og triathleter.

Open Water holdet svømmer i Roskilde Fjord med udgangspunkt fra Jyllinge Lystbådehavn, hvor vi mødes ved Jyllinge Sejlklubs klubhus. Vi har en aftale med Sejlklubben om, at vi må benytte deres faciliteter, dvs. omklædningsrum, klubhus og mulighed for opbevaring af udstyr.

Opstart foregår i Jyllinge Svømmehal onsdag den 29. maj, kl. 18.00-19.30, hvor Bymann Sport vil være tilstede med fremvisning og prøve af dragter og andet udstyr, som kan købes til favorable priser.

Træningsdage:  mandag og onsdag 
Træningstid:  kl. 18.00 – 19.00
Første træningsgang i fjorden:  mandag den 3. juni

For at deltage skal du kunne svømme crawl og der undervises kun i crawl. Der vil være tre Open Water uddannede instruktører tilstede.

Det kræver ikke meget udstyr at deltage i Open Water svømning. En svømmedragt og et par svømmebriller er uundværlige. Derudover er det et krav at alle svømmere benytter en badehætte i en kraftig farve, således at du som svømmer lettere kan ses på afstand. Badehætten hjælper desuden mod afkøling, idet op til 20 procent af varmeafgivelsen sker gennem hovedet. Af samme grund kan det være en fordel at benytte ørepropper, som samtidig mindsker risikoen for øreinfektioner. Badehætter udleveres af klubben.

Ved svømning i stærkt solskin, er det en rigtig god idé at benytte vandafvisende solcreme, som beskyttelse mod solskoldning.

JGI-Swim har indkøbt havtasker, der er et oppusteligt objekt i en kraftig farve, som spændes fast om livet. Den flyder ovenpå og der lægges ikke mærke til den under svømningen. Den kraftige farve øger svømmernes synlighed i vandet, og bidrager dermed også til større sikkerhed ved svømningen.

Hvis det blæser meget kan der af sikkerhedsmæssige årsager forekomme aflysning af undervisningen.

Pris:  kr. 799,00 gældende for perioden 29. maj til 31. august 2019

Vi holder ferie i ugerne 28, 29 og 30, hvor der ikke er undervisning.

Svømning i åbent vand giver nye udfordringer. Læs om, hvordan du kommer godt i gang. Artikel fra bladet  Vores Puls.