Lovgrundlag
Lov nr. 520 af 21/06/2005 og bekendtgørelse nr. 645 af 24/06/2005 om indhentelse af børneattest forpligtiger idrætsforeninger m.v. til at indhente en børneattest på alle trænere, instruktører, holdledere og assistenter eller vikarer, der er tiltænkt en fast funktion i klubben og med direkte kontakt med børn under 15 år.
Børneattesten indeholder oplysninger om, hvorvidt den pågældende er dømt for incest, samleje eller anden kønslig omgang med børn under 15 år, har udbredt eller været i besiddelse af børneporno, eller gjort sig skyldig i blufærdighedskrænkelse over for børn under 15 år.
Straffelovens § 216 - § 236 handler om seksuelle overgreb mod børn og unge. Den seksuelle lavalder i Danmark er 15 år. Det er også strafbart at have sex med en ung under 18 år, hvis den unge er "betroet den voksne til undervisning eller opdragelse", eller hvor det seksuelle forhold skyldes misbrug af alder og erfaring.
Ifølge lov om social service § 36 har alle personer pligt til at underrette barnets bopælskommune, hvis man får kendskab til, at et barn under 18 år udsættes for vanrøgt, nedværdigende behandling eller lever under vilkår, der bringer dets sundhed og udvikling i fare.
Trænere, instruktører, ledere og forældre har således pligt til selv eller gennem klubbens bestyrelse - at underrette kommunens socialforvaltning, hvis man mener, at et barn udsættes for seksuelle overgreb.
I idrætssammenhæng er alle former for seksuel kontakt mellem trænere/ledere og de børn under 18 år, som de træner, derfor ulovlig og helt uacceptable.
Hvorfor denne politik?
Det bliver tydelig for alle, hvilke regler der gælder, og den enkelte træner og leder bliver mere opmærksom på sin egen og andres opførsel. Det er vigtigt at klubbens ledelse opfordrer til åbenhed, og at der løbende tages initiativ til, at levereglerne og den måde de opfyldes på, bliver diskuteret og eventuelt ændret. Gode leveregler og en åben dialog forhindrer ikke, at overgreb kan forekomme. Men det kan sikre, at overgreb ikke får lov at fortsætte. Vedtaget på JGI-Swim’s bestyrelsesmøde i 2005.
|